Tækker Group er stammen i en større kreativ koncern. Vores rødder stikker dybt og giver den nødvendige stabilitet for at træets krone kan forgrene sig og vokse i samarbejde med dygtige medarbejdere og gode samarbejdspartnere.

Koncernen ejes af Jørn Tækker og blev dannet i 1997 efter købet af Mejlgade 47 et år tidligere. Med en kerne bestående af en større ejendomsportefølje, strækker den sig over ingeniørarbejde, salg, udlejning og ejendomsadministration, til vores hjertebarn Nye, Danmarks største private byudviklingsprojekt.

I dag har vi vores hovedsæde i den historiske Toldkammerbygning på Aarhus Havn, arkitekt Hack Kampmanns hovedværk. Bygningen er nænsomt renoveret af Tækker selv med dyb respekt for kulturarven og det oprindelige.

Tankegang

For en efterhånden veletableret virksomhed er iværksætterånden stærk. Vores nære tilgang til projekterne hjælper os med at navigere forandringer og udfordringer, idet vi har en levende interesse i processen, snarere end blot resultaterne.

Vi bærer stolthed i vores pionerånd, engagement og forretningsinstinkt, som utvivlsomt har haft stor betydning for hvor vi er i dag. Men det er især vores tankegang der gør ”os til os”. Vi er en lille entreprenørvirksomhed der i dag har vokset sig stor, uden at gå på kompromis med vores værdier og uden at glemme vores rødder. ”Det er på vej hen til noget, der er interessant. Det er den ubetrådte sti” – Jørn Tækker

FRA SKOVENS SKYGGE TIL VISUEL IDENTITET

En sommernat i skoven mellem teltdug og fuldmånen stod skyggen af et egeblad. En silhuet, en form, en fortælling, der over tid blev manipuleret, ødelagt, genskabt, kopieret og roteret, for at blive det endelige logo for Tækker Group.

Et egetræ har nemlig egenskaber, der kendetegner vores virksomheder, og som vi identificerer os med. Egetræ er sejt, men alligevel fleksibelt. Egetræ er hårdt, fast og har en lang holdbarhed, men er også let at arbejde med. Et egetræ er smukt og står for noget bestandigt.

Egetræ kræver meget lys for at vokse, og derfor er en egeskov lys og åben. Det betyder, at lyset kan passere ned i skovbunden og give mange andre planter, buske og træer mulighed for at danne underskov. Hvilket igen skaber grobund for et mangfoldigt dyreliv.

Egen udvikler en kraftig pælerod, der vokser lige ned i jorden, og derfor vælter det ikke let i stormvejr. Egetræer kan vokse på næsten al slags skovbund og bliver 400-500 år gamle eller endnu ældre. Danmarks – måske Europas – ældste levende væsen er Kongeegen i Jægerspris Nordskov på Sjælland, der formentlig er over 1500 år gammel.

Om Tækker Group bliver ligeså gammel, kan kun fremtiden vise, men silhuetten fra egebladet på teltdugen den nat i skoven blev til en klar identitet, som vi kan vokse med. Både nedad, opad og udad – solidt, fleksibelt og åbent mod verden.

Tækkers logo og visuelle idé er udviklet af billedkunstner Birgitte Munk.